Forside

Rejse

Fotoalbum

Kirkegade 3

Familiehistorie

Ottos familie
Ottos søskende
Kaspis baggrund
Arne Thing Mortensen, professor fra RUC, har i forbindelse med sit projekt "livsskrildringer" interviewet Lisbeth, det yngste barn i Ottos søskendeflok. Disse interviews ligger på en række kassettebånd.

Her er hvad hun beretter om slægten og den ældre del af familien:

Faderens familie

Frederik Mortensen - klik for at zoome ind Kirstine - klik for at zoome ind Lisbeths farfar hed Frederik Mortensen og er født 10/10 1829. Det er ham familienavnet Frederiksen stammer fra (med navnelovene af 1828 og 1856 gik man over til faste slægtsnavne - en træg proces). Lisbeth har aldrig kendt sin bedstefar, - han døde som 45-årig ca 1875. Farmoderen hed Kirstine; hende husker Lisbeth fra sin barndom, da hun boede i nabohuset.

Frederik Mortensen og familie boede i et lille hus på St. Jørgensbjerg, lige bag kirken. Huset ligger der stadig og ser ikke ud til at kunne rumme en familie med 8 børn. Frederik Mortensen var stationsbetjent.

Da han var død klarede moderen sig igennem vel sagtens ved hjælp fra de ældste børn. Der må have været i hvert fald 4 mindreårige børn at passe og forsøge. Syede eller vaskede hun eller hvordan?

Peter Martin (Lisbeth og Ottos far, født 1856) var kommet i snedkerlære. Hans bror Otto kom også i håndværkerlære i Frederikssund, men brød sig ikke om det. Faderen havde vistnok prøvet at skaffe ham i lære hos en købmand i Skibby; drengen havde lyst til at handle. Men han var blevet afvist med en hånlig bemærkning om at når man var født med en skovl i hånden, skulle man holde sig til det. Senere fandt Otto selv en læreplads hos en købmand (på Langeland eller på Fejø). De store piger, Caroline og Laura kom vel ud at tjene. Anna var måske den der påtog sig at hjælpe moderen.

Peter Martin fik arbejde som snedker ved fængslet i Vridsløselille og boede der med sin familie indtil 1906. Otto vente tilbage som udlært købmand og med en kone, Marianne, som var enebarn af en gårdejer på Fejø. Han købte først købmandsforretningen på Køgevej og da det gik godt startede han en ny købmandsforretning nærmere centrum, på hjørnet af Jernbanegade og Køgevej. Her blev han én af byens finere borgere. Forretningen blev drevet videre af en datter og svigersøn, der vist først for nylig har afhændet/nedlagt den.

Den første forretning solgte Otto til Peter Martin, som havde lyst til at opgive jobbet i Vridsløselille fordi der var kommet en ny ledelse der brugte andre disciplinær-midler end han ønskede. Peter Martin skal have haft en stilfærdig og venlig facon, som gav ham et godt forhold til fangerne – flere besøgte dem senere. Så skiftede han altså til købmandsforretning.

Måske var broderen Otto en meget familie-bevidst mand, der gerne ville hjælpe sin storebror til en forretning – ligesom han vel også havde hjulpet Anna til damelingeriforretningen i nabohuset. Måske syntes han det var fordelagtigt at det var hans bror, som drev den nærmeste naboforretning, i stedet for en farligere konkurrent. Der forlyder ikke noget om konflikter eller problemer mellem de to brødre, men det var klart hos Ottos, de var finest – på vej ind i det bedre borgerskab. Hos Peter Martins var de mere jævne folk.

Anna var ugift og drev den lille lingeriforretning, mens Lisbeth var barn. Moderen Kirstine boede hos Anna. Deres lejlighed var ganske lille: et køkken med direkte dør ud til trappen, fra køkkenet kom man ind i et lille soveværelse, hvor de begge sov, deres senge fyldte næsten hele rummet. Der var også en stue med vinduer til gaden; men den var ”pæn” og blev ikke brugt til daglig. Lisbeth husker bedstemoderen fra aftener hvor hun blev passet derovre. Det brød hun sig ikke meget om; hun husker bedstemoderen som skrap. Hun døde i 1913 (på Lisbeths 10-års fødselsdag). Engang derefter mødte Anna politibetjenten Olsen, som hun blev meget forelsket i og blev gift med. Han havde åbenbart en anden familie (blev han skilt i anledning af Anna?) som blev fortørnede over hans nye forhold og hans datter fra det tidligere ægteskab ville se mere til ham.

Anna og politibetjent Olsen flyttede til Frederikssund og var vist lykkelige sammen til deres dages ende. Lisbeth fortæller at Anna var meget omsorgsfuld overfor ham og gjorde hvad hun kunne for at tilfredsstille hans store madglæde; billedet af Olsen der sætter servietten på plads og er klar til at give sig i lag med retterne, står tydeligt for hende.

Hvordan gik det de andre børn og deres familier. Det husker jeg ikke om vi er kommet ind på.

Moderens familie

Lisbeths mor hed Inger Hansen, hendes morfar hed Hans Larsen og hendes mor hed Johanne. Lisbeths oplysninger stammer fra Margrethe, hendes mors kusine. Margrethe boede sammen med søsteren Johanne i København, Baggesensgade 36, 1. Begge var ugifte og levede af at sy for folk. Margrethe døde i 1953. Engang i 30’erne har de diskuteret familieforhold, og Margrethe skrev, på Lisbeths opfordring, et længere brev med oplysninger om deres fælles familie.

Margrethes oplysninger

Hans Larsens far skal have været gårdmandssøn fra Sigerslevøster, - ”den første gård i Sigerslevøster, når man kommer fra Græse”. Det var hans søster og hendes mand der overtog gården, men der blev stykket jord fra til et ”afbyggersted” til ham. Begge gårde lå der åbenbart stadig i 30’erne.

Hans Larsens mor kom fra Sigerslevvester. Hendes far var handelsmand og skal have været velstillet. Margrethe formoder dog de har mistet deres penge ved statsbankerotten i 1814.

Familien boede på afbyggerstedet i Sigerslevøster, men blev ramt af en økonomisk ulykke, som Margrethe beskriver i brevet. Derfor har de – i hvert fald i en periode – nærmest lidt nød. Faderen var brystsvag og har vel ikke kunnet tjene noget videre. Moderen og børnene spandt og solgte garnet for madvarer. Senere bragte hun varerne til København (på trækvogn, derefter med hest). De to ældste drenge, Anders og Hans, kom i lære i Sigerslevøster. De yngste, Kirsten og Søren, kom ud at tjene.

Faderen døde vinteren 1863. Moderen flyttede hen til Kirstens familie og døde meget svækket i 1875. Med børnene skete der følgende:

Anders var hjulmand. Han boede i Hørup. Hans kone hed Else. Anders skal have været dygtig og flittig, men mindre ”solid” end brødrene, altid i pengeforlegenhed. De fik 5 børn: Tora som giftede sig med en mand fra Græse og fik to døtre. Lars Peter flyttede væk. Jens døde ved en vådeskudsulykke. Stine blev lam i benene som 3-årig og sad i stol indtil hun døde som 11-årig. Kristen blev brugsforeningsbestyrer i Esbønderup, blev gift og havde børn. Søren var medhjælper på en gård i Storehagelse indtil han blev gammel. Han var gift med Ane og de boede i et hus ved vejen mellem Ølsted og Lillehagelse (det på bakken). Ane var fra Strølille. Hun var dygtig og tjente mange penge ved at sy guldnakker, som dengang brugtes på landet.

Guldnakke fra ca. 1840-50, Greve museum Gifte kvinder og ærbare piger har dækket deres hår med en hovedbeklædning siden middelalderen. Fra slutningen af 1700-tallet og frem til begyndelsen af 1900-tallet kunne man på landbokvindernes hovedbeklædning se, fra hvilken egn de kom Læse mere om håndværket.








De havde tre døtre: Bodil Kirstine blev gift med en maler og flyttede til København, hvor hun fik mange børn samtidig med at hun fortsatte med at være dameskrædder. Den mellemste ddatter døde som 7-årig. Grethe, den yngste, blev gift med en smed i Lillehagelse og overtog forældrenes hus. Gretes to børn døde som små.

Hans kom i smedelære men fik brok af grovsmedearbejdet. Han blev dog en meget dygtig klejnsmed og han var bekendt viden om for sine sakse og knive, som han solgte på markeder rundt omkring i byerne. Hans kone, Johanne, var (vistnok) fra Græse, - der boede i hvert fald hendes mor Ellen, og dér blev Signe, Johannes ældste datter med en anden mand, opdraget. Også Hans havde et ”udenoms” barn med en pige fra Strø, en pige der efter Magrethes udsagn ikke var noget ved. Barnet, der boede sammen med moderen, var dog ”stilfærdig, fin og nydelig” og ernærede sig ved syning; hun døde tidligt, ugift, og hendes eksistens har formodentlig været holdt hemmelig for de andre børn. Inger er født i 1857 og har i alt fem søskende.

Otto og hans søskende

Peter Martin og Inger Hansen fik 10 børn: Frederik (1884 – gift med Antonie, 5 børn), Hans (1885), Otto (1887 – gift med Kasparina, seks børn), Valdemar (1889 – gift med Emmy), Carl (1891), Vilhelm (1893 – gift med Louise, 2 børn), Ingeborg (1895 – gift med Jacob, 3 børn), Margrethe (1899 – gift med Henry, 1 barn), Poul (1897) og Elisabeth (Lisbeth) (1903 – gift med Julius).