Brev nr 14.

Lausanne den 2 April 1914.

Pri du manhi 23.

Kære Forældre og Søskende!

Hjerteligt tak for Eders brev til min Fødselsdag. Det glædede mig meget at høre fra Eder og I vilde naturligvis ogsaa gerne høre lidt, at vide fra mig igen. Ja, jeg er da rask og ved godt Helbred og det er mit Haab at I ogsaa er raske og sunde derhjemme, thi Sundhed er nu det første gode man kan have.

I skriver at Ingeborg skal til Bornholm. Saa haaber jeg at Ingeborg vil faa megen Udbytte og glæde deraf og lære noget hos fremmede Mennesker, thi i det fremmede faar man som regel Øjnene op. Ja, det er i min Forstand et Kundskabens Træ paa godt og ondt, hvor det egentlig kun gælder at komme hæderligt igennem, for Verden er jo fuld af gammel Overtro og for den sags skyld ogsaa af ny raffineret Brutalitet, men meget kan man lære deraf. Det er nu min Mening.

Saa var der en Ting jeg vilde bede, Eder om, jeg har nemlig faaet en Ide. Vi Børn ved jo ikke hvornaar hverandres Fødselsdag er, og saa har jeg tænkt paa om ikke vi paa det sidste Fotografi kunde skrive vort Fødselsaar- og Dag og i lighed med vort første Billede. Ingeborgs Daab og Elisabeths Fødselsdag kan jeg nemlig ikke huske. Jeg ved ikke hvilken, der er hvilken. Saa hvis I vilde skrive alle Fødselsaar- og Dage op og sende mig, saa vilde jeg i alle tilfælde lave den Indskrift paa mit Billede. Hvad synes I om den Idé?

Ja, jeg var oppe min Kaspi den 1. Marts og var der i 2 Dage. Det var rigtigt rart, Kaspi og hendes Broder var ved Toget for at hente mig og Kaspi var dog ogsaa glad fordi jeg kom, (det var da ikke godt andet, vil hun sige) og saa steg vi op til hendes lille By. Det tog omtrendt 2 Timer og hendes Familie tog ogsaa godt imod mig. Der var ikke spor Misstemning og det var alt sammen saa rart. Det var i Fastetiden, men vi spiste Flæsk, saa den var jo fin.

Om søndag Aften kom en hel del unge Mennesker, mest unge Piger som var maskerede og der blev danset saa hele Huset rystede, lige til Kl. 1 om Natten. Jeg dansede da ogsaa, kan I tro.

Mandag Aften gik jeg igen til Toget, og Kaspi fulgte mig paa Vej og saa mødte vi Præsten og vi sagde ´Godaften´ og det gjorde han ogsaa og saa gik vi videre, som om ingenting var passeret. Jeg tror sgu inte at han er saa slem som det lød til før Jul, men man kan jo aldrig vide, hvad han kunde finde paa. Saa jeg mistror ham da endnu mere end hendes Mor. Sagde da, at hun ikke (skulde) havde næret Frygt for hende paa grund af mig, men derimod mente hun at Kaspi kunde være bleven stjaalet. Det vil sige at vi kunde være bleven skilt fra hinanden ved et tilfælde saa vi ikke finde hinanden i gaar, saa at en eller anden Kompan kunde hugge hende og bortføre hende. Ja der kan man se hvad Folk kan faa i Hovedet, særlig hvis der er en Pjalt der holder saadant tøjeri vedlige hos Folk, som kun kender deres fødestavn.

Kasperina er Hjemme endnu. Maaske kommer hun snart ud at tjene igen, ved endnu ikke hvornaar. Sidst i Ugen skrev hun, at der var faldet saadan en mængde Sne at man knap kunde komme ud for en Dør. Og det er sandt. Forrige Uge var vejet saa daarligt. Her i Lousanne regnede det, saa at sige ustandseligt en hel Uge og i de højere regioner sneede det naturligvis. Paa Sct Bernhard (et Pas) ligger der nu 12 Meter Sne og i Jurabjergene faldt der i 3 Dage ikke mindre end 90 Centimeter Nysne, det var Vinterens stærkeste Snefald. Lousanne ligger lige midt i mellem Jura og Alperne, saa vi fik kun Regn. Det maa Valdemar fortælle lidt om, han ved jo Besked.

Apropos er Valdemar blevet selvstændig eller er det Arbejdsløshed som fik ham til at skrive skilte for Fader. Valdemar kunde da skrive mig et Brev ”nést-ce pas”.

Jeg takker for Eders Opmærksomhed overfor min Kæreste til hendes ´Geburtstag´. Det havde hun vist ikke ventet, og Festlig som det var sat sammen. Hun skrev til mig at hun var saa glad og overrasket for Eders Opmærksomhed. Hun forærede mig ellers et hæklet Kommodetæppe til Fødselsdagen. Det var da nok ikke sandt?

Nu siden det var saa daarligt Vejr har vi da faaet smukt Vejr igen. Det er virkeligt saa varmt i Dag til Middag, 16 grader i S kyggen, men om det holder ved jeg intet.

Nu haaber jeg at alle er raske og glade og at det maa gaa os alle vel.

Kærlig hilsen til Eder alle. Eders Otto.

Vi er flyttet til Pri du manhi 23. (Lausanne) Det er de samme folk.

Forside
Rejse
  Breve

  Brev 14:
 
 Postkort
 Dagbog

Fotos
Kirkegade 3
Familiehistorie