Brev nr. 4

Paderborn. 5.8 1908.

Teutoburger Wald, Osnabrück,Køln.

Kære Forældre og Søskende!

Ja nu har jeg besluttet hvordan det gaar eller ikke gaar at rejse væk fra Paderborn. Grunden er, vi har i den sidste 14 Dages Tid haft ikke mindre end 7 Værkstedsforsamlinger angaaende ét Stk. Arbejde. Det er blevet for dyrt i Arbejdsløn, og saa vilde vores Mester give os ny Arbejdsordning og den var ikke til at underskrive, da den bandt os paa Hænder og Fødder. Vi er altsaa opsagte paa den Maade, at Mesteren har sagt til i tirsdags Middags. Hvem der ikke underskriver i Aften har sin Afsked om fjorten Dage. Ikke en har underskrevet maa jeg besværge. Det er saadan her i Paderborn at vi har fjorten Dages Frist. Vil en Svend rejse skal han sige det fjorten Dage i forvejen og er Mesteren ikke tilfreds med sin Svend skal han ogsaa sige til 14 Dage før. Selv om der altsaa kommer en Overenskomst i Stand inden de fjorten Dage er udløben, rejser jeg dog, her er ikke til at være for kedsomhed og saa naar der er saadan en fest for et enkelt stk. Arbejde, er det nok det fornuftigste at rejse nu. Jeg havde ellers belavet mig paa et længere Ophold her. Jeg skrev i det sidste Brev at jeg blev her til Foraaret, saa det passer jo ikke saa ganske, men det er bedre at rejse nu end til Vinter. En 50-60 Mand bliver arbejdsløse antager jeg.

Ja nu skal man altsaa ud paa Valsen igen og jeg er egentlig ganske glad derved, for jeg elsker Vandrelivet, kan jeg mærke, for alt det, det bringer med sig, den Spænding man gaar i og Gud ved hvad næste Dag vil bringe. Den er herlig kan I tro. Aah mine kære Vandredage, de kommer igen. Ja, jeg er glad.

Den 18. eller 19. August gaar det fort igen ud i den vide Verden hvor Solen for den Rejsende er Haandværksboss. Og alt aander Frihed og alt har lyse Farver som om det skabt kun for mig. Naar nu blot ikke Arbejdsløsheden lægger sin tunge Haand paa mine unge Skuldre, da vil jeg være glad. Jeg rejser sydpaa, længere væk, hvor der er Arbejde og Aand og hvor der ogsaa er danske Svende at træffe for jeg savner aandelig Underholdning over al Maade. Jeg har faaet Kort fra Düsseldorf og dermed faaet at vide at Skrædder Kristensens Søn og Ludvig Engberg er i Düsseldorf. Gamle Kammerater som man kender saa godt.


Populærvidenskabligt værk. 1932.

6. august 1908 Mine Fingre klør efter Penneskaftet. I det sidste Brev fortalte jeg at vi var staaet op og begyndte at gaa ud Vejen kl. 2 om Natten. Først var Landskabet ganske almindeligt, men vi havde ikke gaaet mere end 20 Minutter, førend vi gik med Skov paa begge Sider af Vejen og R egnen var holdt op og alt var friskt efter Regnen og saa en Ting jeg aldrig Glemmer, nemlig den Fuglesang der var i Buske og Underskov. Ah, hvor var det dejligt. Nattegalesang maaske af tusind Fugle og hvem der ikke har hørt Nattergale synge kan ingen Forestilling danne sig derom saa ubeskriveligt smukt lød det, i den tidlige stille Morgenstund. Ja det var til at glæde sig over, kan I tro og jeg vilde ønske, at I alle havde været med til den Nydelse.


Kilde : Frem. Populærvidenskabligt værk. 1932

Skoven vi gik i hed Teutoburger Wald og den strækker sig fra Bremen til jeg hvad ikke hvor. Fra Paderborn er der en Times Gang dertil og ved Osnabrück ligger Teutoburger Wald ogsaa. Saa det er en stor Skov. Den er ikke saa bred, men lang, og dog er den saa bred at det varede 3½ Time at gaa den igennem paa tværs. Det var en dejlig Tur men man var jo blevet dygtig. Hos altsaa den Tur fra Bremen til Osnabrück, hvortil vi ankom kl. 11 om Formiddagen, var 136 Kilometer lang. I kan tro jeg var træt, da jeg endelig kom saa vidt. Min Rejsekammerat skulde til Köln, og vi sagde nu hinanden Farvel og Tak, jeg havde ikke Lyst til at gaa længere og min Kammerat havde ingen penge, saa vi skiltes altsaa.

Osnabrück er ogsaa en interessant By. Ja, det er den for det meste. Alle de tyske Kirker og offentlige Bygninger har noget originalt og malerisk ved sig. Det er naturligvis fordi man ikke har set saadan noget fra Barnsben af. Jeg søgte om Arbejde man var ikke heldig. Jeg var inde i Domkirken og saa for første Gang en katolsk Gudstjeneste. Det kan man næsten ikke forestille sig naar man ikke har set det. Jeg vil prøve nu om jeg kan oprulle et Billede deraf. Først naar Folk gaar ind i Kirken, stænker de sig med Vievand paa Brystet og Ansigt. Det vil sige alle gør det ikke, nogle snyder sig fra det og lader som om de drypper Haanden i Vievandet, men i Virkeligheden rører de ikke Vandet. Saa falder de paa Knæ midt paa Gulvet, inden de gaar hen paa deres Pladser og der ligger de minsandten ogsaa paa Knæ. En saadan Gudstjeneste er fortværende. Folk kan nu bede deres Bønner og gaar igen og under alt det lyder Præstens, Messen og Korets monotone Sang ustandselig. Det er en farlig Hurlumhej at se paa for første Gang, saa brænder de Lys og Røgelse og saa bæres begge Dele hen foran Koret og saa synger de, og bær væk og det gaar som Kæp i et Hjul.

Der spadserede jeg en Del omkring, og den første dag kl. 6 om Eftermiddagen mødte jeg de tyskere der var løbet fra os om Aftenen i Forvejen, men nu var jeg jo Storborger og gik og røg min Cigar saa jeg havde jo ikke Tid til at indlade mig med dem, lumpne Karle som de var. Om anden Dagen traf jeg en af de tre Bøhmere som løb fra os ved Diephols, men heller ikke ham, vilde jeg spilde Tid paa, og jeg kunde se at han blev høflig fornærmet.

Saa den 10 juni, en Torsdag tror jeg, rejste jeg saa fra Osnabrück til Køln. Turen gik med toget igennem frodige Landskaber og igennem Skov, igen ”Teutoburger Wald” og der var en Tunnel, den første jeg har kørt igennem. Man kan ikke høre andet end Togets larm i den Tid (det varede.) Naa, den var ikke saa Lang, 500-600 Meter, niks weiter, men der var fuldstændigt mørkt og man kunde naar (man) saa ud ad Vinduet, kun se to Prikker. Det var Indgangene til Tunellen, saa kom vi til Münster, hvor jeg skiftede Tog og videre igennem Essen, det tyske Kulland, og Fabriksland for Jernvarer. Der er en overordentlig mængde Kulgruber der og en mængde Røg, Gas og Kulstank. Der er fuldstændig fuldt af Fabrikker og Jernværker, der ligger ved siden af hinanden langs med Jernbanen. Det var en helt interessant Køretur, maa jeg sige.

Jeg kom saa til Køln, kørte med Sporvognen til Gevarkschaftshans, og traf der en tre-fire Danskere, blandt dem var Viggo Pedersen fra Roskilde. Det er en Svend som har lært hos Drejer i Ringstedgade, Valdemar kender ham nok. Køln er en smuk By, og temmelig stor. 400.000 Indbyggere, ligger smukt. Hovedgaden minder mig om Strøget i København.

Selvfølgelig har jeg set Kølner Dom baade indvendig og udvendig og det grundigt. Jeg kan ikke beskrive videre om Køln, andet end det, at det er en meget smuk og tiltalende By. skulde jeg skrive i Detaljer vilde det føre for vidt.

I Køln var jeg i to Dage. Heller ikke der var jeg heldig, saa 12 juni gik jeg fra Køln til Bonn ad Landevejen. Kl. 12 indhentede jeg 2 danske Guldsmede som skulde syd paa og et Stykke længere fremme indhentede vi 4 andre Danske, som ogsaa skulde til Bonn.

Næste Brev om Bonn. Haaber at I alle er raske og at Forretningen gaar godt.

Venlig Hilsen og kærlig Hilsen til Eder alle fra Eders hengivne

Otto
Skriv til mig, inden jeg rejser, kun et Kort bare.

Forside
Rejse
  Breve

  Brev 4:
 
 Postkort
 Dagbog

Fotos
Kirkegade 3
Familiehistorie